Høfeber er en allergisk reaktion, hvilket er en overfølsomhed, hvor kroppen overreagerer på stoffer der normalt er ufarlige. Hvis man har allergi oplever man et eller flere af følgende symptomer:

• Løbende næse med gennemsigtigt sekret eller
• Tilstoppet næse
• Røde og kløende øjne
• Kløende gane
• Kløe i hud

Ofte er det sæsonbetinget, og derved pollen man reagerer på, således det kun er når enkelte planter blomstrer f.eks. træer, græs eller urter. Hvis det er dyr, husstøvmider eller lignende, vil symptomerne typisk være der løbende hele året.

Hvorfor får jeg høfeber?
Når man har høfeber er man allergisk over for små støvpartikler i luften. Ved allergi har kroppen dannet antistoffer mod de partikler man er allergisk for. Antistofferne cirkulerer i blodbanen, og ved kontakt med et af de partikler man er allergisk overfor, sætter det gang i immunforsvaret ,og du får symptomerne beskrevet overfor.
Alle kan få høfeber, men hvis man er arveligt disponeret, har man op i mod 50 % større chance for at udvikle allergi.

Hvad kan jeg gøre?
Der er en række tiltag du selv kan foretage:

• Sørg for at holde døre og vinduer lukket i den værste periode, indtil duggen er faldet.
• Tag det tøj af du har haft på udenfor, således at den pollen der sidder i tøjet ikke kommer med rundt i hele huset.
• Undlad at tørre vasketøjet udenfor.
• Tag solbriller på udenfor.
• Skylle sit hår hvis man har været udenfor, inden man går i seng.

Derudover kan man vælge en medicinsk behandling. Ved lette symptomer kan der bruges lokale antihistaminer, såsom øjendråber eller næsespray, for at lindre symptomerne. I lidt sværere tilfælde kan der kombineres tablet behandling med lokalbehandling, og eventuelt supplere med en binyrebarkhormon næsespray. Binyrebarkhormon tager et par dage før der er fuld effekt, men har god effekt også hvis man har stoppet næse. I meget svære tilfælde kan man bruge binyrebarkhormon tabletter eller indsprøjtninger.