Genordination af receptpligtige lægemidler
Har du nogensinde stået i den situation, hvor din recept er udløbet, og du mangler netop det lægemiddel? Apoteket kan muligvis hjælpe ved at “forlænge” din recept gennem en genordination. Det betyder, at du kan få den mindste pakning af den pågældende medicin for at klare dig, indtil du kan få en ny recept fra lægen.
For at få en genordination skal du være i stabil behandling med den pågældende medicin i mindst et halvt år, eller for p-piller mindst et års brug. En behandlerfarmaceut på apoteket vurderer, om det er forsvarligt og relevant at give en genordination. Disse farmaceuter er specialuddannede og autoriserede til at genordinere receptpligtig medicin. Apoteket kan ikke genordinere til gravide, ammende eller børn under 15 år. Apoteket står altid klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål om genordination af receptpligtig medicin.
Prisen for genordination af receptpligtig medicin er 21,60 kr. udover prisen for medicinen. Dette gebyr betales ved ekspeditionen på apoteket. Ordningen gælder på alle apoteker i åbningstiden, herunder i weekender og ved vagtåbninger.